Tømrer får 12 års fængsel for altandrab i Lyngby


Her bliver liget af den 28-årige familiefar Nikolaj Dyrner båret ud. D.9. januar 2014.


Det koster den 30-årige Tor Clausen-Ley 12 år i fængsel at skære halsen over på sin kammerat og kollega – den 28-årige familiefar Nikolaj Dyrner – tidligt om morgenen 9. januar i år. Efter drabet placerede han liget på sin altan i Lyngby, hvor det lå i fem dage.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er Retten i Lyngby, der har afsagt dommen mandag. Tor Clausen-Leys forsvarer Ervin Birk siger med det samme i retten, at han modtager dommen.

Det var den drabsdømte daværende kæreste, der meldte ham til politiet fem dage efter, at drabet var begået i deres fælles lejlighed. Hun havde været til stede i et tilstødende værelse i lejligheden, da drabet fandt sted. Politiet fandt liget på altanen efter anmeldelsen.

– Det er en enig domsmandsret, der er blevet enige med hensyn til skyld og dom. Vi lægger forklaringer, blandt andet fra tiltaltes tidligere kæreste og steddatter til grund for dommen, sagde dommeren Søren Holm Seerup efter domsafsigelsen.

LÆS OGSÅ: Forsvundet familiefar fundet død på vens altan
LÆS OGSÅ: Altan-drabet: Nu er ven tiltalt for drabet
Den 30-årige tømrer sagde fredag på retssagens første dag, at han “totalt gerne vil tilstå”, men at han ikke kunne huske noget fra episoden.

Optakten var stadig intakt i hans hukommelse. Nikolaj Dyrner kom på besøg med en flaske vodka. Den drak de, og så hentede de to flasker vodka mere og nogle øl på tanken. Derefter kom de op og skændes om nogle penge, som Nikolaj skyldte en nu drabsdømte.

Også Tor Clausen-Leys kæreste kom op under diskussionen. Nikolaj Dyrner skulle angiveligt have sagt til Tor Clausen-Ley for sjov, at han havde været sammen med hende.

LÆS OGSÅ: Altan-drabet: blomster foran lejlighed hvor Nikolaj blev dræbt
LÆS OGSÅ: Altan-drabet: Drabssigtets bil smadret og overmalet
– Han var rasende over den tanke. Jeg tror, det var det, der triggede ham så voldsomt, at han handlede, som han gjorde, sagde anklager Bente Schnack under proceduren.

Hun krævede i sin procedure 12 års fængsel for drabet. Hun mente, at alle beviser og forklaringer pegede med kraftig tydelighed på, at det var Tor Clausen-Ley, der dræbte sin kollega.

Forsvareren sagde mandag, at han havde forventet 12 år for drabet, selvom Tor Clausen-Ley ikke kan komme med en fuld tilståelse på grund af hukommelsestabet.

/ritzau/