Avis: Britiske specialstyrker snigdræber IS-krigere


Arkivfoto


De seneste fire uger har soldater fra den britiske eliteenhed Special Air Service (SAS) dræbt adskillige krigere fra Islamisk Stat (IS) i snigangreb i Irak.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det skriver den britiske avis Mail on Sunday.

I snit er otte medlemmer af den ekstremistiske bevægelse blevet slået ihjel hver dag i de britiske angreb. Ifølge de officielle meldinger har specialstyrkerne fra SAS indtil videre kun udført rekognosceringsopgaver i Irak og ikke været i kamp.

Men Mail on Sunday kan afsløre, at SAS-soldater i cirka en måneds tid næsten dagligt har gennemført angreb mod IS i det vestlige Irak.

Aktionerne finder som regel sted om aftenen. Små grupper af SAS-soldater bliver med helikopter fløjet ind i de områder, hvor efterretninger fra ubemandede britiske fly viser, at der befinder sig IS-krigere.

For ikke at blive afsløret af den voldsomme motorlyd fra helikopterne, bliver soldaterne sat ned på jorden op til 70 kilometer fra det sted, hvor IS-krigerne befinder sig.

Soldaterne bevæger sig frem mod deres mål i terrængående, firehjulstrukne køretøjer, hvorpå der er monteret maskingeværer.

– Vores taktik er at sætte en skræk i livet på IS, fordi de ikke ved, hvor vi angriber næste gang, og rent ud sagt kan de ikke gøre noget for at stoppe os, siger en kilde i SAS til avisen.

– Vi nedbryder deres moral. De kan løbe og skjule sig, når de ser et fly i luften, men de kan ikke se eller høre os, tilføjer kilden.

De guerillakrigslignende angreb udføres med præcisionsrifler. Og snigskytterne skaber frygt hos IS-krigerne.

– Terroristerne ved ikke, hvad der sker. De ser kun deres kolleger ligge dræbt i sandet.

Nålestiksangrebene fra SAS har til hensigt at svække kampmoralen hos IS, inden omkring 20.000 irakiske og kurdiske soldater næste forår ventes at indlede en offensiv mod den militante bevægelse.

/ritzau/