Leder fra IS dræbt i luftangreb


De siger, at Radwan Taleb al-Hamdouni, som de beskriver som den radikale militante gruppes leder i Mosul, blev dræbt sammen med sin chauffør, da deres bil blev ramt i et af storbyens vestlige distrikter onsdag eftermiddag. Arkivfoto


En af lederne af Islamisk Stat er blevet dræbt under et luftangreb ved byen Mosul i det nordlige Irak, siger lokale indbyggere og hospitalskilder.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De siger, at Radwan Taleb al-Hamdouni, som de beskriver som den radikale militante gruppes leder i Mosul, blev dræbt sammen med sin chauffør, da deres bil blev ramt i et af storbyens vestlige distrikter onsdag eftermiddag.

Hamdouni blev begravet senere onsdag. Et stort antal af bevægelsens tilhængere deltog i begivenheden. En del af deltagerne medbragte Islamisk Stats sorte flag.

Den ultravoldelige gruppe erobrede i juni store landområder i det nordlige Irak, hvor den mødte meget lidt modstand fra Iraks hær og konsoliderede sig i navnligt provinsen Anbar, som er et centrum for Iraks sunnimuslimer.

Islamisk Stat frigav for en uge siden en lydoptagelse, som gruppen hævder indeholder en erklæring fra de militantes leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Det skete efter, at der har været rygter om, at al-Baghdadi skulle være blandt de dræbte under et luftangreb nær Mosul.

Den internationale koalition, der bekæmper Islamisk Stat, skulle fra luften have angrebet ledere for de militante islamister.

Manden, der hævder at være al-Baghdadi, siger ikke noget om selve angrebet i lydoptagelsen. Men ifølge nyhedsbureauet AFP nævner han udviklinger, der er sket efter angrebet.

Jihadisterne har med stor brutalitet erobret store landområder i Irak og Syrien, og i juni udråbte Islamisk Stat et kalifat, der strækker sig over dele af Irak og Syrien.

/ritzau/AFP