Nordjyske narkohandlere skal 18 år i fængsel


De to mænd blev dømt for i fællesskab at have været i besiddelse af 21 kilo hash og 3,5 kilo amfetamin med henblik på salg. Arkivfoto


To nordjyske mænd er onsdag ved Retten i Hjørring blevet idømt tilsammen 18 års fængsel for at besidde og sælge store mængder af narkotika, skriver nordjyske.dk.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En 45-årig mand fra Aalborg blev idømt 11 års fængsel, mens en 41-årig mand fra Hobro skal syv år bag tremmer.

– De to mænd blev dømt for i fællesskab at have været i besiddelse af 21 kilo hash og 3,5 kilo amfetamin med henblik på salg, siger specialanklager Kim Kristensen, Nordjyllands Politi, til nordjyske.dk.

Ud over det, som mændene var fælles om, blev den 41-årige dømt for at handle med yderligere 35 kilo hash.

Den meget hårde straf til den 45-årige skyldes, at han også blev dømt for at have været i besiddelse af 925 gram kokain, yderligere 600 gram hash, samt knojern, peberspray, kanonslag og en pistol med ammunition, som han ikke havde tilladelse til.

På den 45-åriges adresse konfiskerede politiet 485.000 kroner, en Harley-Davidson og en Seat Altea. Politiet formoder, at det hele stammer fra narkohandlen.

– Udad til var de begge almindelige mennesker med almindelige job. De havde altså ikke rockertilknytning, siger Kim Kristensen til netavisen.

Den 45-årige ankede dommen på stedet, mens den 41-årige udbad sig betænkningstid, inden han afgør, om han vil anke sin dom.

/ritzau/