Video viser vestlige gidsler hos al-Qaeda


I videoen fra al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) opfordrer de to mænd deres regeringer til at få dem løsladt gennem forhandlinger med gidseltagerne.


Den nordafrikanske gren af al-Qaeda har offentliggjort en video med to gidsler. Angiveligt er der tale om en franskmand og en hollænder, der blev taget til fange for tre år siden.

Like localeyes.dk på Facebook

I videoen fra al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) opfordrer de to mænd deres regeringer til at få dem løsladt gennem forhandlinger med gidseltagerne.

Det er organisationen Site, som overvåger islamistiske grupper, der har opdaget optagelsen, der tilsyneladende ikke er dugfrisk.

Det hollandske gidsel, der identificerer sig selv som Sjaak Rijke, nævner datoen 26. september, mens der ikke nævnes en dato i optagelsen med det franske gidsel, Serge Lazarevic.

Den 50-årige Lazarevic blev bortført i Mali i november 2011. På optagelsen har han en kraftig skægvækst og står foran en varevogn med et sort jihadistflag i baggrunden, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han taler fransk, klager over at være alvorligt syg og opfordrer Frankrigs præsident, François Hollande, til at forsøge at få ham frigivet. Lazarevic blev senest set i juni på en propaganda-video fra Aqim. Franske myndigheder har senere bekræftet videoens ægthed.

I en udtalelse fra Hollandes kontor hedder det, at præsidenten “løbende er i kontakt med myndighederne i landene i regionen” for at få Lazarevic løsladt.

Det tilføjes, at gidslets familie konstant bliver informeret om forsøgene på at få ham løsladt.

Den 54-årige hollænder Sjaak Rijke blev kidnappet under en turistrejse til byen Timbuktu i Mali ligeledes i november for tre år siden. Han dukkede senest op i en Aqim-video i september sidste år. På den nye optagelse, hvor han står med ryggen til et hvidt stykke stof, opfordrer han på engelsk den hollandske regering om at hjælpe med at få ham fri.

Det hollandske udenrigsministerium er bekendt med videoen, men “af hensyn til familien har vi ingen kommentarer”, siger en talsperson til AFP.

/ritzau/NTB