25-årig anholdt for groft hjemmerøveri i Køge


Arkivfoto


Midt- og Vestsjællands Politi har tirsdag morgen anholdt en 25-årig mand i Nordsjælland i en sag om et groft hjemmerøveri mod et ældre ægtepar i Køge 2. oktober.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Han mistænkes for at være den ene af to gerningsmænd, der ved midnatstid overmandede et ældre ægtepar i deres soveværelse beliggende ovenpå en bilforretning på Industrivej i Køge.

– Røveriet var meget voldsomt i udførelsen, hvor ægteparret blev bagbundet og tildelt et utal af slag i ansigt og på kroppen af de to bevæbnede gerningsmænd, skriver politiet i en pressemeddelelse.

To røvere brød ind i en lejlighed hos en 71-årig mand og en 66-årig kvinde, efter at parret var gået i seng.

Kvinden blev tildelt flere slag i ansigtet, og manden blev med et skydevåben og noget værktøj truet ud af lejligheden og bedt om at åbne et pengeskab i bilforretningen.

Da manden ikke umiddelbart havde adgang til pengeskabet, blev han tildelte flere slag mod ansigtet for at understrege truslen mod ham.

Det lykkedes dog ikke at få åbnet pengeskabet, og i mellemtiden var det lykkedes den 66-årige kvinde at flygte fra stedet, så hun kunne slå alarm til politiet.

Røverne fik intet udbytte med sig, og ægteparret blev bragt til Køge sygehus, hvor manden blev indlagt til undersøgelse og behandling for volden mod ham.

Politiet ønsker i øjeblikket ikke at oplyse yderligere omkring den anholdte, hvordan han forholder sig til sigtelsen eller efterforskningen.

Den 25-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde tirsdag klokken 13.

Anklagemyndigheden vil forsøge at få grundlovsforhøret holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen.

/ritzau/