Arkivfoto
Ingen kom alvorligt til skade i en ellers omfattende trafikulykke på E45 Østjyske Motorvej ved Skanderborg mandag morgen.
– Der er ni biler, der er kørt sammen i et harmonikasammenstød, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Vagtchefen kender ikke den præcise årsag til ulykken, men hans erfaring siger ham, at det ofte er bilisternes adfærd i trafikken, som bærer skylden.
– Folk kører for stærkt, og de kører for tæt. Når man ligger med over 100 kilometer i timen, så er halvanden meter ikke en passende sikkerhedsafstand, fortæller vagtchefen.
Fire personer er kommet lettere til skade ved mandagens sammenstød, som skete kort efter klokken syv. Motorvejen var efterfølgende spærret i sydgående retning, men efter en lille time blev der igen åbnet for trafik.
– De tilskadekomne er kørt på sygehuset, og de øvrige implicerede er så chokerede, at de også kommer en tur forbi, fortæller Jørn Lindhardt.
/ritzau/