Rygte: IS-leder er død efter angreb


Arkivfoto


De irakiske myndigheder er søndag i færd med at undersøge, om lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi er blandt de dræbte under et luftangreb nær Mosul sent lørdag aften.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den sky Baghdadis eventuelle død vil være en stor sejr for den amerikansk-ledede koalition, der bomber Islamisk Stats stillinger samtidig med, at den yder støtte til de irakiske styrker, der kæmper for at tilbageerobre store områder fra Islamisk Stat.

– Indtil nu har vi ingen præcise informationer tilgængelig, siger en unavngiven højtstående irakisk efterretningsofficer til nyhedsbureauet AFP.

– Oplysningerne stammer fra en uofficiel kilde og er ikke bekræftet endnu. Det arbejder vi på, siger efterretningskilden uden at sige, hvor detaljerede de første informationer er.

Sent lørdag aften oplyste den amerikanske hær, at den internationale koalition, der bekæmper Islamisk Stat fra luften havde angrebet ledere for de militante islamister nær Mosul i det nordlige Irak.

Heller ikke den amerikanske hær kan imidlertid bekræfte, at Abu Bakr al-Baghdadi skulle være dræbt ved luftangrebet.

– Vi kan ikke bekræfte, at leder Abu Bakr al-Baghdadi var blandt de tilstedeværende, siger talsmand for den amerikanske centralkommando, Patrick Ryder.

Koalitionsflyenes angreb sker samtidig med, at USA’s præsident, Barack Obama, har meddelt, at han vil sende yderligere 1500 amerikanske soldater til Irak for at hjælpe den irakiske regering med at slå de militante islamister tilbage.

USA leder en koalition af lande, der for størstedelen kommer fra Europa og den arabiske verden. Danmark bidrager med syv F-16-fly til indsatsen i Irak. Andre dele af koalitionen bekæmper Islamisk Stat i Syrien.

/ritzau/AFP