Politiet finder stor portion kokain på kulskib i dansk havn


Det kinesiske kulskib i havnen i Stigsnæs ved Skælskør.


En gennemsøgning af et kulskib i Stignæs Havn ved Skælskør resulterede i en fangst for politiet på 21,6 kg kokain i koks-lasten på skibet. Politiet vurderer, at kokainen på gadeplan har en værdi svarende til 12 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Politiet finder 20 kilo kokain på kinesisk skib
Politiet er også blevet færdige med afhøringerne af personalet. Det har ifølge politiet ikke tilvejebragt grundlag for fremstille nogen mistænkt i grundlovsforhør, oplyser politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, Kim Kliver.

– Det er ikke usædvanligt, hvis man ser på, hvordan fremgangsmåden er i forhold til det her. Når man skal have kul om bord, så er der også andre om bord på skibet end bare mandskabet, siger han til Ritzau.

– Efterforskningen har bekræftet politiet i, at kokainen skulle have været transporteret til et andet europæisk land. Vi vil derfor i samarbejde med Rigspolitiet forfølge den internationale vinkel i efterforskningen, oplyser Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Skibet er frigivet igen og kan fortsætte. Aktionen blev gennemført af politiet i samarbejde med Skat.

/ritzau/