Frank og Casper er tilbage i ny Klovn-film


Arkivfoto


Casper Christensen og Frank Hvam er klar med en efterfølger til den populære “Klovn – The Movie”.

Like localeyes.dk på Facebook

“Klovn Forever”, som opfølgeren hedder, ventes at få premiere i september 2015.

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse på vegne af Nutmeg Movies og Nordisk Film Distribution.

Optagelserne startede i København i sidste uge, og nu er hele holdet taget videre til Los Angeles, hvor der filmes de kommende 10 dage.

– Grunden til, at der er gået fire år, er, at vi ventede på en idé, der var så stærk, at vi kunne lave en film, der kunne overgå den første.

– Og vi synes, at det manuskript, vi har nu, kan det. Det er også lykkedes os at samle det gode gamle stærke hold, plus nogle virkeligt spændende nye kræfter på skuespillerfronten, lyder det i en fælles udtalelse fra de to komikere.

Det bliver instruktøren Mikkel Nørgaard, der også skal instruere den nye film.

Den nye Klovn-film byder foruden Casper og Frank på gensyn med Mia Lyhne, som endnu engang ses i rollen som Mia.

Filmen kan ses uafhængigt af forgængeren, men plottet i filmen er hemmeligt indtil videre, så publikum må væbne sig med tålmodighed.

Tv-serien “Klovn”, der skabte Klovn-universet, er for nylig solgt til et såkaldt remake i Holland, Belgien, Tyskland og Finland.

I USA har Warner Brothers netop forlænget retten til at lave en amerikansk remake af den første film med komikeren Danny McBride.

Klovn Forever er produceret i samarbejde med TV2 Danmark og med støtte fra Det Danske Filminstitut.

/ritzau/