Arkivfoto
Den kurdiske peshmerga-styrke, der er på vej til Kobani for at kæmpe mod de militante fra Islamisk Stat (IS), er i sig selv kun en ringe trøst for styrkerne, der forsvarer byen.
Kun hvis de får lov til at transportere tunge våben over grænsen, kan de for alvor gøre en forskel, lyder det fra Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, som befinder sig i Tyrkiet nær den syriske grænse.
– Det afgørende lige nu er, hvor mange tunge våben kurderne får lov til at tage med ind over grænsen. Hvis 150 soldater skal gøre en reel forskel, skal det ske ved, at de får lov til at tage de tunge våben med ind over grænsen. Kurderne har vist sig i stand til at slås meget modigt, men de mangler de tunge våben, der skal til for at stoppe IS’ fremrykning, siger Nikolaj Villumsen til Ritzau.
– Hvis peshmerga-styrken får lov til det, så kan det gøre en forskel på jorden. Hvis ikke, så vil de 150 soldater være en lille trøst i en by, hvor der i forvejen er tusindvis af krigere, der kæmper mod IS, uddyber han.
Svært bevæbnede kurdiske peshmerga-krigere fra Irak er på vej til den syriske grænseby Kobani for at støtte byens lokale milits i kampen mod Islamisk Stat.
Militære køretøjer læsset med våben kørte tirsdag mod Kobani fra en base i den regionale kurdiske hovedstad Erbil.
I kolonnen var der to kanoner og et antal camouflerede lastvogne, hvoraf nogle transportrede raketstyr. Derudover oplyste en kurdisk officer, at der er tale om 40 køretøjer med 80 krigere, maskinpistoler og andet artilleri.
Onsdag slutter yderligere 72 peshmergakrigere sig til gruppen.
Tyrkiet har forbudt mange kurdere, der er flygtet fra Kobani og over på den anden side af grænsen til Tyrkiet, at vende tilbage og deltage i kampen mod Islamisk Stat.
Men efter pres fra det internationale samfund har præsident Recep Tayyip Erdogan givet grønt lys for, at en gruppe peshmergakrigere fra Irak kan tage til Kobani via Tyrkiet.
Situationen er dog anspændt, fortæller Nikolaj Villumsen.
-Der er en frygt blandt befolkningen for, at åbningen af grænsen til Syrien endnu en gang vil blive udsat, så mange siger, at de vil vente og se det sker, før de tror det, siger han.
/ritzau/