Justitsministeriet: Nødløgne, tilbageholdte oplysninger og forkerte tal


Med afsæt i en række konkrete eksempler lyder det fra flere retsordførere, at tilliden til Justitsministeriet for alvor er bristet, skriver Jyllands-Posten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Justitsministeriet tilbageholder oplysninger, udsender forkerte asyltal og modarbejder Folketingets Retsudvalg.

Især nager den såkaldte Christiania-sag stadig. Den kostede sidste år Morten Bødskov (S) posten som justitsminister, mens de involverede topembedsmænd blev frikendt for ansvar i sagen om det omstridte aflyste besøg på Christiania.

Det skete med henvisning til det nye juridiske begreb “nødløgn”.

– Den løgn ligger som en tyk tåge hen over hele forholdet mellem Justitsministeriet og retsudvalget. Og i det hele taget forvrides, fordrejes og ruttes der ikke med sandheden i Justitsministeriet, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til Jyllands-Posten.

Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, mener, at kernen af problemet er en manglende respekt for de folkevalgte politikere, og han har ikke længere den store tillid til ministeriet.

– Der er et farligt kulturproblem i ministeriet, siger han til avisen.

Flere ordførere, heriblandt SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, oplever, at de generelt har svært ved at få svar på folketingsspørgsmål fra ministeriet.

Ifølge Jyllands-Posten tager justitsminister Mette Frederiksen (S) samarbejdsproblemerne meget alvorligt, og hun har allerede haft et møde med partierne for at forsøge på at genoprette tilliden til Justitsministeriet.

/ritzau/