TV: IS-kriger fremviser amerikanske våben tiltænkt kurderne


Våben og militært udstyr skulle leveres fra amerikanske fly til kurdiske soldater i Kobani i kampen mod jihadister fra Islamisk Stat (IS). Men en del af våbenforsyningen er angiveligt endt hos fjenden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der får sine oplysninger fra et bredt netværk af kilder inde i Syrien, som oplyser, at en del af våbenpakkerne blev opsnappet af Islamisk Stat, før kurderne fik fingre i dem.

I en video fra IS åbner en maskeret mand en pakke og holder en granat frem mod kameraet og kalder det “udbytte for de hellige krigere”. Flere IS-soldater gennemgår andre bokse.

Pentagon erkender, at mindst én våbenpakke fra amerikanerne er endt hos Islamisk Stat, og USA er nu gået i gang med at efterforske, om der er flere tilfælde.

Kontreadmiral John Kirby, der er talsmand for USA’s forsvarsministerium, siger således, at eksperter analyserer videoen for at fastslå autenticiteten af den og for at få vished for, om yderligere pakker med våben ikke er endt hos kurderne som planlagt.

– Vi er i gang med at undersøge oplysningen og validiteten af videoen, siger han.

– Vi er meget sikre på, at størstedelen af våbenforsyningerne er endt i de rette hænder. Faktisk har vi kun oplysninger om, at en enkelt pakke ikke er, tilføjer Kirby.

John Kirby forsvarer metoden med at kaste våben ned fra fly, selv om der er risiko for, at ikke alle våben når frem til de tiltænkte modtagere.

– Det er en meget effektiv måde til hurtigt at få forsyninger til en befolkning. Vi gjorde det på Sinjar-bjerget. Vi gjorde det i Amerli af humanitære årsager. Vi gjorde det i Kobani for at hjælpe disse soldater med at fortsætte kampen, siger talsmanden.

De kurdiske styrker kæmper mod Islamisk Stat, der i midten af september indledte en offensiv mod Kobani, der ligger tæt på den syrisk-tyrkiske grænse.

/ritzau/Reuters