Afspærring ophævet: Ingen bombe på Københavns Rådhus

Kort før klokken 18 ophævede politiet afspærringen af Københavns Rådhus. Den blev iværksat tirsdag eftermiddag efter en bombetrussel mod rådhuset.

LÆS OGSÅ: TV: Københavns Rådhus evakueret efter bombetrussel
Københavns Politi modtog tirsdag klokken 13:30 en bombetrussel mod Københavns Rådhus.

Politiet afspærrede området omkring Rådhuset, og der blev foretaget evakuering af ansatte og andre personer inde på Rådhuset.

Forsvarets Bomberydere (EOD) blev herefter tilkaldt, og de har nu gennemsøgt hele Rådhuset uden at finde mistænkelige genstande eller ting. Politiet har derfor kort før klokken 18 ophævet afspærringerne.

Politiet oplyser desuden, at der er iværksat en efterforskning for at finde den person eller de personer, som har fremsat bombetruslen.