Sverige er på sporet af noget i jagt på ubåd


David Gernes/Försvarsmakten


Det svenske forsvar skal have fået kontakt med noget i jagten på den formodede ubåd. Det er sket ved Ingaröfjorden, skriver Svenska Dagbladet.

Like localeyes.dk på Facebook

Det svenske forsvar har ikke uddybet, hvad det præcist er, som de svenske fregatter, minestrygere og andre militære fartøjer skal have fået kontakt med, men det skal være sket lige syd for Ingarö.

Svenska Dagbladets reporter på stedet oplyser, at korvetten HMS Visby sandsynligvis også er på vej til området, hvor det svenske forsvar angiveligt har fået kontakt med noget.

Fredag offentliggjorde det svenske forsvar, at det jager noget, som forsvaret kalder “fremmed undervandsaktivitet”.

Også avisen Dagens Nyheter skriver oplysningerne om, at forsvaret skulle have fået kontakt med noget.

– Vi kan ikke gå i detaljer med, hvor oplysningerne kommer fra, men DN (Dagens Nyheter, red.) erfarer, at et af fartøjerne på stedet har oplyst, at man har fået kontakt. Det er uvist, hvad det indebærer, skriver bladet.

Det svenske forsvar vil ikke kommentere oplysningerne om, at det skulle have fået kontakt med et eller andet under vandoverfladen ved Ingarö.

– Vi kommenterer ikke operationen overhovedet, siger Marie Tisäter, der er pressemedarbejder ved forsvaret, til Dagens Nyheter.

Civile både blev tirsdag bedt om at holde en afstand på en kilometer fra marinens fartøjer i skærgården.

Jagten på en formodet ubåd er tirsdag inde i sit femte døgn. Den svenske forsvar har sat en storstilet eftersøgning i gang med adskillige flådefartøjer og fly efter oplysninger om fremmed undervandsaktivitet i området.

Siden er spekulationerne om det kan være en russisk ubåd øget i omfang. Rusland har i de seneste et til to år spillet med sine militære muskler i luftrummet, hvor russiske kampfly på øvelse har fingeret angreb på både Polen, Bornholm og mål i den svenske hovedstad Stockholm.

Militære eksperter har vurderet, at det derfor er sandsynligt, at russerne også er aktive under vandet.

/ritzau/