Arkivfoto
I to videoafhøringer, der bliver vist fredag i Københavns Byret, fortæller en pige og dreng, at deres far har slået dem og deres mor.
Faren er en 33-årig mand, som er tiltalt for at have holdt sin kone indespærret i hendes lejlighed i København og udsat hende for daglige voldtægter. Han er også tiltalt for at have udøvet vold mod sine to børn.
Børnene – en dreng og pige på henholdsvis 8 og 9 år – er blevet afhørt og filmet imens, og det er de videoafhøringer, som bliver vist i retten fredag.
Begge børn fortæller på videoafhøringerne, at deres far har været voldelig.
– Han slog hende (moren red.), lyder det fra pigen.
– Skete det tit, at far slog?, spørger en kvindelig interviewer.
Som svar på spørgsmålet nævner pigen hurtigt alle ugens dage som i en remse, hun har lært i skolen: Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag.
– Vi var bange for ham (den tiltalte, red.), siger drengen i sit interview.
– Slog han dig?, spørger den kvindelige interviewer drengen.
– Ja, lyder det korte svar.
– Hvordan var det, da far boede hos jer?, spørger intervieweren.
– Der havde vi det ikke godt, svarer drengen.
Forældrenes forhold var ifølge en sagsbehandler fra Københavns Kommune, der vidnede tidligere fredag, meget konfliktfyldt.
Han fortalte desuden, at parret kom med alvorlige beskyldninger mod hinanden for efterfølgende at trække dem tilbage.
– Der er ingen tvivl om, at begge børn har været under stort pres og også har været presset til at lyve omkring, hvad der er foregået, fortalte han.
Sagen begyndte onsdag i Københavns Byret, hvor den tiltalte nægtede sig skyldig.
Det er i perioden fra den 9. januar til den 19. februar 2014, hvor den 33-årige angiveligt skulle have holdt sin kone indespærret og udsat hende for vold og voldtægter. Inden da var børnene blevet placeret hos en plejefamilie.
Der forventes dom i sagen senere fredag.
/ritzau/