Voldtægtsmand efterlyses


Gerningsmand til voldtægt på Amager


Københavns Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde gerningsmanden til en fuldbyrdet voldtægt, som blev begået tidligt lørdag morgen den 13. september 2014 på Amager.

LÆS OGSÅ: Efterlysning gav pote: Mulig voldtægtsmand anholdt
Forurettede, en 20-årig kvinde, var på vej hjem fra en bytur og havde i den forbindelse taget buslinje 5A mod Amager. Da forurettede var på vej ind i sin opgang omkring kl. 05.50, blev hun kontaktet af gerningsmanden. Gerningsmanden var ved sin henvendelse umiddelbart venlig, men efter at kvinden afslog ham, blev han voldsom.

Gerningsmanden trak herefter kvinden over til et grusareal i området ud for Amagerbrogade 268, 2300 Københavns S, hvor han fuldbyrdede voldtægten. Efter overgrebet flygtede gerningsmanden i vestlig retning mod Store Krog.

Gerningsmanden beskrives som:

A. Mand, ikke etnisk dansk, taler dansk uden accent, 18-23 år, sort hår, glatbarberet ansigt og virkede velsoigneret, ca. 170-175 cm. høj, almindelig af bygning, iført kasket, hættetrøje, skjorte, bæltetaske på tværs af brystet og mørkt ur på venstre håndled.

Vedhæftet er fotos samt video af gerningsmanden.

OBS: Farverne på gerningsmandens tøj kan divergere fra de faktiske farver på tøjet, da lyset påvirker farverne på videoen.

– Vi håber, at der er nogen, som kan genkende gerningsmanden ud fra det særlige tøj, som han havde på, siger politibetjent Martin Johansen fra afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Københavns Politi efterforsker fortsat sagen og vil gerne høre fra vidner, som kan identificere gerningsmanden samt vidner, som har hørt eller set noget i forbindelse med episoden.

Har man oplysninger, som kan hjælpe med til at finde frem til gerningsmanden, bedes man ringe til Københavns Politi på tlf. 114.