Arkivfoto
Det er en “fuldstændig uacceptabel” måde, at asylansøgere i Grækenland bliver behandlet på, lyder konklusionen i en ny rapport fra Europarådets komité til forebyggelse af tortur, CPT.
Rapporten er resultatet af en undersøgelse af forholdene for illegale indvandrere og asylansøgere. I Grækenland bliver de ifølge rapporten udsat for kummerlige forhold.
– For eksempel blev to eller flere kvinder holdt i en mørk, muggen, forsømt celle i kælderen på en politistation i flere måneder. Cellen var ikke større end fem kvadratmeter, og kvinderne havde ikke adgang til udendørs motion eller hygiejneprodukter, skriver torturkomiteen i sin rapport.
CPT opfordrer de græske myndigheder til omgående at flytte alle tilbageholdte illegale indvandrere til særlige centre i stedet for at indlogere dem på politistationer.
I rapporten bliver Grækenland anerkendt for at tage skridt i den rigtige retning med særligt oprettede centre, som illegale indvandrere, der skal sendes ud af landet, bliver henvist til.
Det er dog “kritisabelt”, at centrene “behandler beboerne som kriminelle.”
Derudover er CPT særlig kritisk over for Grækenlands håndtering af uledsagede mindreårige. Centre bliver “kørt som detentioner og tilbyder hverken nødvendige fysiske forhold eller et støttende miljø” for de unge.
Også fængsler, som huser illegale asylansøgere, får kritik.
– Nogle steder er indsatte nødt til at dele en seng eller sove på madrasser på gulvet. Derudover var der alvorlige problemer med hygiejnen samtlige besøgte steder, står der i rapporten.
Europarådets rapport bygger på besøg i Grækenland i april 2013. Det fandt sted, to år efter at CPT havde udtrykt alvorlig bekymring om de græske forhold for asylansøgere.
Den seneste rapport slår dog fast, at “situationen ikke er blevet forbedret”.
CPT’s delegation besøgte 25 politi- og grænsestationer, otte immigrations- og kystvagtdetentioner samt syv fængsler.
Grækenland er sammen med Italien og Malta de lande i EU, der modtager flest asylansøgere. Ifølge den såkaldte Dublinforordning, der er en aftale mellem EU-landene, skal asylansøgere have deres ansøgning behandlet i det første EU-land, de kommer til.
/ritzau/