Arkivfoto
Den japanske bilproducent Toyota tilbagekalder 1,75 millioner biler verden over på grund af problemer med bremser og andre fejl, som udgør en brandrisiko.
Over en million biler vil blive tilbagekaldt i Japan, mens over halvt så mange tilbagekaldes i andre lande. De berørte modeller er Crown Majesta, Crown, Noah, Voxy, Corolla Rumion og Auris samt over en halv snes af de eksklusive Lexus-modeller.
Toyota peger i en rundsendt e-mail på tre problemer med bilmodellerne. Det gælder blandt andet en del af bremsesystemet, som er udformet forkert. Fejlen findes på 802.000 biler, hovedsageligt i Japan og Kina.
– Bremsevirkningen kan blive gradvist nedbrudt, advarer Toyota i en e-mail.
Der er også problemer med benzintilførslen på 759.000 biler, blandt dem flere modeller fra Toyotas luksusmærke Lexus. Fejlen kan øge risikoen for brand. Mere end halvdelen af de berørte biler er solgt i USA.
Derudover er der et problem med 109.000 biler, som er solgt i Japan.
Toyota, der er verdens største bilproducent, har tilbagekaldt næsten 11 millioner biler siden begyndelsen af året.
Den japanske bilproducent siger, at man ikke har kendskab til sammenstød eller ulykker med dræbte eller kvæstede på grund af de defekte dele.
I 2009 blev Toyotas ry beskadiget af en massiv tilbagekaldelse af biler, og japanerne tilbagekaldte i april 6,39 millioner biler over hele verden i deres næststørste tilbagekaldelse nogensinde.
To måneder senere blev næsten 2,3 millioner biler tilbagekaldt på grund af fejl ved airbags, som også har skabt problemer for andre producenter.
/ritzau/AFP