Kongefugle dræbt af høje huse i København


Arkivfoto


I den seneste uge har et noget trist fænomen udspillet sig i det sydlige København. Her har flere beboere fundet døde fuglekonger – en lille spurveart – på veje og altaner rundt omkring.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det er særligt omkring den nye københavnerbydel Ørestad på Amager, at folk har fundet døde eller halvdøde fugle, der er faldet ned fra himmelen.

Biolog hos Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Knud Flensted siger, at der er tale om hundredvis og formentlig tusindvis af fuglekonger, der er døde efter at være fløjet ind i høje bygninger.

– Amager ligger på en vigtig del af trækruten fra nord mod syd. Fuglene er i afkræftet tilstand nødlandet her, og mange af fuglene er i desorienteret tilstand fløjet ind i enten ruder eller bygninger, siger han til Ritzau.

Der er primært tale om fuglekonger, som har mistet livet. Den lille spurvefugl kan blandt andet kendes på sin gule “kongekrone” på toppen af issen.

Hvorfor det netop er denne fugleart, der er faldet ned på stribe, er svær at forklare, mener Flensted.

– Fuglekongen er Danmarks mindste fugl, og det kan være forklaringen på, hvorfor de nemmere bliver afkræftet. De vejer under 10 gram, så det er ikke meget benzin på den, siger han.

DOF er især blevet kontaktet af personer, som har set døde fugle omkring shoppingcentret Fields og ved det store lejlighedskompleks 8Tallet på Vestamager.

Det er første gang, at man har oplevet så mange døde fuglekonger på én gang. Dog har man tidligere set, at flere småfugle er døde ved at flyve ind i eksempelvis Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Problemet er især, at fuglene flyver ind i de bygninger, som har en glasfacade, som naturen og himmelen bliver reflekteret i.

Der er ifølge Knud Flensted ikke det store, man kan gøre for at forebygge dødsfaldene. Han opfordrer dog folk til at ringe til DOF, hvis de finder døde fuglekonger.

/ritzau/