Søn af kendis-kok: Ponydrab bliver vist i retten


Arkivfoto


– Vi skal lige være alene. Vi er i gang med at slagte en hest, lyder det fra en mand på en video, der bliver vist tirsdag i Retten i Helsingør.

24-årige Carl Plum, søn af madskribent Camilla Plum, er sammen med en en 22-årig mand anklaget for dyremishandling, fordi de aflivede en pony uden bedøvelse på en strand ved Tisvildeleje sidste sommer.

###
###
De to mænd filmede aflivningen af ponyen, og det er den film, som vises i retten. Videoen er ikke for sarte sjæle.

På filmen ses, hvordan ponyen først får bundet en trøje om hovedet, bliver slået i hovedet og derefter lagt ned på stranden. Bagefter begynder en af mændene at skære hovedet af ponyen, mens den spjætter med benene.

Både Carl Plum og den 22-årige nægter sig skyldige. Den 22-årige vil ikke udtale sig under tirsdagens retsmøde, men Carl Plum har indvilget i at lade sig afhøre.

– Hvilken hest er der tale om, lyder anklagerens første spørgsmål til Carl Plum.

– Jeg vil ikke sige så meget… om alle mulige detaljer, svarer han og fortsætter:

– Jeg kunne bare godt tænke mig at sige, at jeg kun gjorde det, fordi jeg var sikker på, at det var i orden – at der overhovedet ikke var tale om mishandling. Hvis jeg havde været i tvivl eller en lille smule i tvivl, så havde jeg ikke gjort det, lyder det fra Carl Plum.

– Jeg er selvfølgelig blevet i tvivl nu, om det var okay den måde, som det blev gjort på, tilføjer han, inden han forlader vidneskranken.

Aflivningen af shetlandsponyen, skete sommeren 2013 på en strand i Tisvildeleje. Det var Carl Plum som førte kniven.

Der forventes dom senere tirsdag.

/ritzau/