Dom til formodet bandeleder for vanvidskørsel


Arkivfoto


En formodet bandeleder fra Nørrebro i København slap for billigt, da Retten i Lyngby dømte ham for farlig og vild kørsel.

Like localeyes.dk på Facebook

Østre Landsret har forleden fordoblet straffen til fængsel i seks måneder, fordi han udsatte flere trafikanter for livsfare.

Tre måneder var en passende sanktion, mente byretten, men landsretten ser altså anderledes på sagen.

Det var den 35-årige mand, der kendes som “Lille A”, som havde anket byrettens dom for at få et mildere resultat.

Men det er altså gået lige modsat i sagen, som drejer sig om en stribe overtrædelser af færdselsloven.

Landsretten skriver i afgørelsen, at hans kørsel på Rovsinggade en dag i april 2013 var forbundet med “betydelig fareforvoldelse.”

Opførslen er en overtrædelse af straffeloven. Farten var oppe på mindst 60 kilometer i timen, og en cyklist måtte springe til side for at undgå at blive ramt.

Desuden spiller det ind, at han var frakendt retten til at køre bil, og at han var påvirket af et euforiserende stof.

Lille A har forklaret sin kørsel med, at han blev forfulgt. Han troede, at en rocker var efter ham i en anden bil.

Bøden er fastsat til 50.000 kroner, ligesom han frakendes retten til at køre bil i otte år.

/ritzau/