Arkivfoto
Fremover får offentligheden sværere ved at få indsigt i arbejdet i Wonderful Copenhagen, der sammen med DR arrangerede Eurovision, skriver metroxpress.
Turistselskabets bestyrelse med formand Peter Højland i spidsen har nemlig besluttet, at politikerne i Region Hovedstaden, der kom med 46 millioner kroner for at dække Eurovision-underskuddet, ikke længere kan få udleveret bestyrelsesmateriale.
Det bekræfter direktør Claus Bjørn Billehøj fra Region Hovedstaden i en e-mail, som metroxpress er i besiddelse af.
Derfor truer Dansk Folkeparti nu med at trække den årlige millionstøtte til Wonderful Copenhagen.
– Det er det modsatte af, hvad vi bad om, når den nye bestyrelsesformand nu lukker ned for offentlighed om, hvad de beslutter i Wonderful Copenhagen. Kravet for, at vi gav dem de mange millioner, var mere åbenhed, siger DF’s Kenneth Kristensen Berth til avisen.
Den anden Eurovision-arrangør, DR, koordinerede flere måneder inden showet med Københavns Kommune og Region Hovedstaden, hvilke dokumenter offentligheden ikke skulle have kendskab til.
Det viser metroxpress’ aktindsigter, der løfter sløret for et hidtil hemmeligt møde 12. februar i DR Byen.
To dage inden mødet skriver DR’s grandprix-boss Pernille Gaardbo til Københavns Kommune og Region Hovedstaden:
– Blot, er det kritisk, at vi får koordineret blandt juristerne, inden I beslutter, hvordan I forholder jer til henvendelserne. Og det er ligeledes kritisk, at både KK og RH deltager, og at der er fælles forståelse for DR’s tilgang til sagen.
Den slags møder er dog helt normale, skriver Pernille Gaardbo til metroxpress:
– Det er almindeligt i denne type sager, at offentlige myndigheder koordinerer sådanne høringsprocesser, så loven overholdes korrekt, skriver hun.
Peter Højland ønsker over for avisen ikke at kommentere sagen.
/ritzau/