Opgør: 29-årig forsøgt dræbt med tre knivstik i Tingbjerg


En 29-årig polsk mand er nu uden for livsfare, efter at han fredag aften blev stukket ned med en køkkenkniv i en lejlighed i Tingbjerg ved København, oplyser den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel, Københavns Politi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Skænderiet opstod i et polsk bofællesskab, hvor der blandt andet bor håndværkere.

– To af dem kommer op at skændes. Motivet og hvad det er, de skændes om, er i øjeblikket ukendt. I hvert fald ender det med, at den forurettede, der er 29 år, bliver tildelt tre stik med en kniv. Det ene stik i brystet, ét i ryggen og ét i låret.

Der er formentlig tale om en brødkniv, som blev brugt som gerningsvåben, oplyser efterforskningslederen.

Den 29-årige mands tilstand beskrives natten til lørdag som stabil.

– Den anden mand er 27 år, som vi anholder og mistænker for drabsforsøget, siger efterforskningslederen.

Der har også været en tredje mand på stedet, som i øjeblikket bliver afhørt af politiet, der ikke mener, at han har været direkte involveret i knivstikkeriet. Alle tre personer boede på adressen i Tingbjerg.

Den 27-årige polak vil blive fremstillet i et grundlovsforhør lørdag, oplyser Københavns Politi.

/ritzau/