Rådden kartoffel: Folketinget kræver mulig korruption undersøgt


Arkivfoto


Et enigt folketing har mandag besluttet, at blandt andet Justitsministeriet og Skat skal under lup for deres behandling af en sag om databedrageri fra 2007.

Undersøgelsen skal granske, om myndighederne har handlet uvildigt i sagen der begyndte, da ejeren af det lille softwareselskab Divine Business Solutions anmeldte to selskaber under VKR-gruppen – bedst kendt for sine Velux-vinduer – for databedrageri for et tocifret millionbeløb.

Sagen – der også betegnes som “Lisborg-sagen” efter ejeren af Divine Business Solutions – har tidligere været undersøgt af Rigsadvokaten, men nu vil alle partierne have endnu en undersøgelse af affæren.

– Det startede med at være et mindretal, der krævede en undersøgelse, men i dag er det et enigt folketing, der står bag, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

– Det bliver ikke en kommission, men der er enighed om en advokatundersøgelse eller noget tilsvarende, siger han.

Han kalder Rigsadvokatens tidligere undersøgelse for “besynderlig”.

– Myndighederne har været inde over denne her sag i syv år uden, at der er sket nogen form for afklaring. I hele den periode er en stribe sager om forsvundet bevismateriale eller sigtelser, der aldrig blev rejst, dukket op, siger han.

Frank Aaen vil have klarhed over, om myndighederne har været inhabile i deres behandling af sagen.

– Som vi ser det, er der en række tilfælde med, folk, der har truffet en beslutning på ét niveau, og som senere har været med til at godkende den på et andet. Det er ikke, fordi vi ved, at der er sket det ene eller det andet, men vi er enige om, at det bør undersøges, siger han.

Regeringen vil nu indkalde til drøftelser om, hvordan en undersøgelse af sagen kan strikkes sammen.

– Jeg har noteret mig, at Udvalget for Forretningsordenen ønsker en uvildig undersøgelse af den såkaldte Lisborg-sag fra 2007, lyder det fra justitsminister Karen Hækkerup (S).

– Som altid, når Folketinget pålægger regeringen at gennemføre sådanne tiltag, vil udvalgsberetningen blive drøftet i regeringen. Det vil vi selvfølgelig gøre hurtigst muligt, og så vil jeg indkalde partierne til en drøftelse, fastslår hun.

/ritzau/