Umotiveret vold: Cyklist kaster glas efter fodgænger


Arkivfoto


Politiet sigter en 28-årig mand for at kaste et glas i nakken på en tilfældig fodgænger på Nørrebrogade i København. Manden er sigtet for grov vold og kræves varetægtsfængslet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser den centrale efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen, Københavns Politi.

Manden kom kort efter klokken tre natten til søndag cyklende ad Nørrebrogade, da han uden varsel kastede et glas efter en jævnaldrende mand, der gik på fortovet.

Det hele skete på Nørrebrogade ud for nummer 5 lige i nærheden af Dronning Louises Bro.

Episoden blev set af nogle betjente i en af politiets civile biler, der satte efter cyklisten, som prøvede at flygte.

Under flugten kørte han ind i kantstenen og væltede, men fortsatte til fods. Han blev imidlertid anholdt ganske kort efter og sigtet efter straffelovens paragraf om grov vold.

– De to mænd kender ikke hinanden, siger Dan Aakerhjelm Sørensen.

/ritzau/