Kurdere afværger angreb ved tyrkisk grænseby


Kobane på grænsen til Tyrkiet


En gruppe syriske kurdere, der er under belejring i byen Kobane på grænsen til Tyrkiet, har efter eget udsagn afværget tre angreb fra jihadister fra Islamisk Stat (IS).

– Vores heroiske kæmpere formåede at afværge mindst tre store angreb fra øst, vest og syd ved Kobane, siger en talsmand for de kurdiske styrker ifølge nyhedsbureauet dpa.

Talsmanden siger, at kampene fortsætter, og at jihadisterne fortsætter beskydningen af byen med granater. Angrebene har stået på siden tidligt fredag morgen.

Sent torsdag lovede den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, at man har i sinde at hjælpe de pressede kurdere i Kobane på grænsen til Syrien.

Hans udtalelse kom, efter at Tyrkiets parlament havde givet landets militære styrker mandat til at udføre militære operationer i Irak og Syrien mod Islamisk Stat og andre terrorgrupper.

– Vi vil ikke tillade, at Kobane falder, sagde Davutoglu.

– Vi vil gøre alt, hvad det kræver, sagde han uden at forklare, nøjagtig hvad tyrkerne har tænkt sig at gøre.

Tyrkiet har længe været under pres for at spille en mere robust rolle i den amerikanskledede kampagne mod Islamisk Stat, efter at den islamistiske bevægelse er rykket meget tæt på tyrkiske militære installationer ved den syriske grænse.

Den seneste indstrømning af mange tusind kurdiske flygtninge fra det nordlige Syrien har været med til at fremskynde den tyrkiske beslutning.

Nato-landet Tyrkiet har tidligere forklaret, at det har holdt lav profil i konflikten, fordi det frygtede, hvad der kunne ske med en større gruppe tyrkere, der blev holdt som gidsler af Islamisk Stat i Irak. Gidslerne blev frigivet 20. september.

Iagttagere siger, at Tyrkiet også frygter, at de amerikanskledede bombardementer kan styrke militante kurdere og Syriens regime, hvis der ikke bliver en overordnet strategi for udviklingen i konflikterne.

/ritzau/dpa