Norge sætter ny varmerekord


Arkivfoto


Nordmændene har i løbet af det seneste år aldrig haft det varmere i vejret, viser nye tal fra landets meteorologiske institut.

Fra kommunen Bodø, der ligger en smule nord for Midtnorge, og sydover i landet er der målt de højeste gennemsnitstemperaturer nogensinde.

Fra oktober 2013 til september i år har temperaturen i gennemsnit ligget på 9,9 grader. I 1800-tallet lå temperaturerne normalt ved syv grader, mens de siden 1980’erne er kravlet op over otte grader.

– Der er en klar tendens – vi har en vedvarende temperaturstigning og har haft det, siden vi begyndte at måle temperaturerne i Norge, og tendensen bliver bare bekræftet med den seneste topmåling, siger Roar Inge Hansen, der er meteorolog i StormGeo og har udarbejdet oversigten over de norske temperaturer.

Det er dog ikke den flotte norske sommer, der alene er skyld i de høje varmegrader. Faktisk var sommeren i 2002 endnu varmere end i år.

Men det sydlige Norge har i løbet af de seneste 12 måneder alligevel slået alle tidligere målinger.

Dermed følger landet den globale udvikling, påpeger Roar Inge Hansen.

– Dette lægger sig i forlængelse af tendensen på globalt plan, hvor vi ser, at temperaturen også stiger, og et overvældende flertal af klimaforskere mener, at dette skyldes udledningen af drivhusgasser i atmosfæren, hvilket gør stigningen menneskeskabt, siger meteorologen til det norske netmedie vg.no.

Ifølge det amerikanske meteorologiske institut Noaa er hele verden generelt varmere end nogensinde før, og kloden satte global varmerekord for to måneder siden.

/ritzau/NTB