Siden hun gik solo i marts sidste år, har vejen til stjernerne været kort for den danske sangerinde Mø. Og ved prisuddelingen til Danish Music Awards (DMA) i november kan der sættes trumf på, hvis Mø får priser i alle de kategorier, hun er nomineret i.
Mø, der spillede på Arena-scenen på årets Roskilde Festival, er nomineret i syv kategorier. Rapperen S!vas har fået seks nomineringer, mens popmusikerne Rasmus Seebach og Christopher hver er nomineret til fem af de eftertragtede DMA-statuetter.
Mø er blandt andet nomineret i kategorierne Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Solist og Årets Danske Sangskriver, som er Koda Prisen.
Og i flere af nomineringerne er både Rasmus Seebach og Christopher nomineret, og de vil give Mø konkurrence om priserne lige til målstregen.
Det er fjerde år i træk, at IFPI, Koda og TV2 sammen prissætter dansk musik. Og ligesom sidste år er det især popmusikken, der præger nomineringerne. Nik & Jay er nomineret til fire priser, mens Burhan G og Medina hver er nomineret i to kategorier.
Det er DMA-Akademiet, som består af personer fra den danske musikbranche som musikere og sangskrivere, repræsentanter fra de danske musikselskaber, producere, managere og bookingagenter, der har fundet frem til, hvem der skal nomineres.
De fleste af vinderne findes ved afstemning i akademiet, mens Årets Publikumspris og Årets Idé afgøres af fans og seere. De nominerede til publikumsprisen er Burhan G, L.O.C, L.I.G.A., Medina og Christopher.
Dansk musiks ældste prisfest, hvor musikerne kæmper om den lille gyldne bronzefugl, som pryder DMA-statuetterne, foregår 8. november i Forum i København.
Ud over at kåre vinderne blandt de offentliggjorte nomineringer vil DMA’s Ærespris blive givet til en kunstner, som har sat sit markante aftryk på dansk musik gennem en årrække. Prisen gik sidste år til Shu-bi-duas forsanger Michael Bundesen.
/ritzau/