Udlændinge fængslet: Havde falske mønter for 300.000


Arkivfoto


En 54-årig britisk mand og en 47-årig kvindelig kineser er blevet varetægtsfængslet i 13 dage i Dommervagten i København tirsdag.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

De er sigtet for at være i besiddelse af falske 2-kroner, 5-kroner, 10-kroner og 20-kroner til en samlet værdig af mindst 280.000 kroner, som de forsøgte at veksle i Nationalbanken i København.

I stedet for at efterkomme ønsket om at veksle de mange mønter besluttede Nationalbankens personale at tilkalde politiet, og kvinden og manden blev anholdt.

Den varetægtsfængslede mand, er den samme forretningsmand, som i en artikel i Politiken sidste år, tilkendegav at være forhandler af såkaldte skrotmønter fra Kina.

Avisen mødte ham, mens han overværede en retssag i København mod to kinesere, som blev frikendt for netop at veksle skrotmønter.

Kineserne køber gammelt skrot for at udvinde værdifulde metaller, og i bunden af biler og både ligger mønterne under for eksempel måtter. Mønterne bliver samlet ind og handlet i blandt andet Shanghai, fortalte forretningsmanden.

Den nu fængsledes mand fortalte, at han samarbejdede med en møntgrossist i Kina, og at han lå inde med danske mønter til en værdi af 10-13 millioner kroner.

Sidste år sagde den britiske mand til Politiken, at han ville tage kontakt til Nationalbanken. Det er uvist, om han gjorde det, men uanset hvad, så fattede banken mistanke.

Ritzau har været i kontakt med afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i København, som oplyser, at det fortsat er deres vurdering, at mønterne er falske.

Inden for den senere tid har politiet afsløret flere udlændinge med falske danske mønter.

I april blev en mand fra Sydkorea således anholdt, efter at han i en filial af Jyske Bank havde forsøgt at veksle over 16.000 kroner i falske 10’ere.

/ritzau/