Sådanne så den kollapset bro ud søndag morgen. Ulykken vil koste over 20 millioner kroner.
Det kommer til at koste et større tocifret millionbeløb, at en bro i weekenden styrtede ned over Helsingørmotorvejen.
Det oplyser anlægschefen i Vejdirektoratet tirsdag til Ritzau.
Prisen på selve broen er cirka 20 millioner kroner. Og oveni skal lægges udgifterne til de mænd og maskiner, som siden søndag eftermiddag har knoklet med at fjerne broen og rydde op.
– Hvor dyrt det præcist vil blive, er svært at sige, siger projektchef Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet.
– Oprydningen har stået på i døgndrift, bemærker han.
Broen ved Nærum styrtede delvist ned lørdag aften i forbindelse med støbearbejde.
Siden har den ellers stærkt befærdede motorvej på strækningen mellem Nærum og Gl. Holte været spærret for trafik.
Arbejdet med at rydde op gik i gang søndag eftermiddag, da Nordsjællands Politi frigav uheldsstedet.
I første omgang gav Vejdirektoratet offentligheden indtryk af, at motorvejen kunne åbnes relativt hurtigt.
Men tirsdag står det klart, at der først bliver fri bane for trafikanterne til myldretiden onsdag.
Det skyldes, at arbejdet har været mere krævende end først antaget.
– Det har været benhård beton at hakke i, forklarer projektchef Erik Stoklund Larsen.
Han understreger, at man har arbejdet døgnet rundt med fuld kapacitet.
Politiet forsøger nu at klarlægge årsagen til broens kollaps. Flere eksperter bistår ordensmagten i undersøgelsen.
Broen ved Nærum opføres i forbindelse med en udvidelse af motorvejen over en fire kilometer lang strækning fra fire til seks spor.
Kollapset har fået den virkning, at støbearbejdet på to andre broer er sat i bero, indtil man kender årsagen til Nærum-broens fald.
Denne beslutning forsinker dog ikke det samlede projekt, har Vejdirektoratet tidligere sagt.
/ritzau/