Skat anklages for at have truet autoforhandler med rockere


Arkivfoto


Nye, alvorlige beskyldninger rammer endnu engang Skat. Denne gang beskyldes en ansat for at have truet en virksomhed med rockere. Det skriver BT mandag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Truslerne var rettet mod en autoforhandler, som angiveligt har fået at vide, at Skat ville sende “nogle af dem med rygmærker, hvis der ikke blev fundet en løsning”. Truslerne bliver undersøgt som en del af en ekstern undersøgelse igangsat af Skat selv.

Det er et mødereferat i Skat fra 25. november 2013, som afslører de alvorlige trusler, og Skat har selv reageret på oplysningerne på et lukket møde, hvor en underdirektør og funktionsleder efterspurgte yderligere information, så de kunne nå til bunds i sagen.

– Vi har efterspurgt af flere omgange konkrete oplysninger om den udtalelse, og det har vi ikke fået, og derfor har vi ikke kunnet komme videre med den konkrete situation, siger direktør for Skats indsatsområde, Erling Andersen, til BT.

Truslen skal efter sigende være faldet i forbindelse med, at Skat har intensiveret jagten på snyd med afgifter i forbindelse med bilsalg. Og hos Autobranchen Danmark fortæller man, at det ikke er første gang, at man hører om trusler fra Skats side af.

– Det er en problemstilling, som ikke er ukendt for os, siger Jens Brendstrup, der er Autobranchen Danmarks administrerende direktør, til BT mandag.

De alvorlige beskyldninger rammer Skat kort efter, at de netop har afsluttet et tjenstligt forhør af seks ansatte, der var indblandet i skattesagen mod Jesper ‘Kasi’ Nielsen. Det endte med, at fire medarbejdere blev straffet.

Newspaq