Arkivfoto
2,2 millioner kroner. Så meget malkede en privatpraktiserende psykiater fra 2007 til 2012 skatteyderne i Region Hovedstaden angiveligt for.
Ifølge politiets sigtelse, som Ritzau er i besiddelse af, har den 63-årige mand over for regionen løjet om antallet af konsultationer vedrørende 55 patienter. På den måde har han fået de mange penge uretmæssigt udbetalt.
Nu vil anklagemyndigheden ved Københavns Politi have manden dømt, og ud over de 55 bedrageriforhold er manden sigtet for at have overtrådt autorisationsloven for sundhedspersonale.
Det er ifølge anklagemyndigheden sket i forbindelse med behandlingen af en patient, som psykiateren indledte et seksuelt forhold med. Psykiateren burde derfor have overgivet den medicinske behandling af kvinden til en anden psykiater.
Kvinden var i behandling med forskellige former for afhængighedsskabende medicin, og psykiateren har ifølge sigtelsen også svigtet ved ikke at tilrettelægge en afvænningsplan for kvinden.
Ifølge sigtelsen har lægen også omgået loven for at få udleveret vanedannende medicin.
Blandt andet har han udstedet 15 recepter på morfinpræparater til en patient, men efterfølgende har lægen selv henvendt sig på et apotek i Store Kongensgade i København og udgivet sig for at være den person, som recepten blev udstedt til.
Manden er også sigtet for i et andet tilfælde at have udstedt en falsk recept for at få udleveret 100 tabletter af den beroligende og vanedannende medicin Lexotan.
Senioranklager Jakob Buch-Jepsen oplyser til Ritzau, at anklagemyndigheden har sendt sagen til Københavns Byret med forventning om, at sagen kan fremmes som en tilståelsessag.
Psykiaterens advokat, Asser Lyngs Gregersen, har dog til Berlingske oplyst, at den 63-årige læge nægter sig skyldig.
Sagen begyndte at rulle i efteråret 2012, da en kvinde på hjemmesiden patient.dk opdagede, at psykiateren havde indberettet 145 konsultationer i hendes navn, selv om hun kun havde været til 20 af slagsen.
Derefter indledte politiet en efterforskning af sagen, som nu har afsløret, at den fremgangsmåde angiveligt har været flittigt benyttet af psykiateren.
Sagen skal efter planen behandles ved Københavns Byret til januar.
/ritzau/