Politi om mægling med klagere: Det gider vi ikke


Arkivfoto


Hårde ord fra en betjent til en borger kan med fordel få et blødt efterspil på et møde med en mægler.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Betjenten kan undgå risikoen for en irettesættelse eller bøde – og borgeren kan få luft og få fortalt sin version.

Sådan kan man med få ord beskrive et forsøg om mægling, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har lavet en opskrift på.

Men forsøget er nu kørt ud på et sidespor.

Det skyldes blandt andet modstand fra betjentene, fortæller landsdommer Elisabeth Mejnertz. Hun er formand for Politiklagerådet, der er øverste ledelse i DUP.

– Politiforbundet har modtaget oplægget negativt, siger hun.

– Vi håber meget at kunne få overbevist forbundet om, at forsøget skal have en chance, og vi står lidt uforstående over for reaktionen. Men det er ikke sådan, at hele politiet er imod. Heldigvis har nogle politifolk udtalt sig positivt, siger Elisabeth Mejnertz.

Helt anderledes har reaktionen været fra Rigspolitiet, som er den myndighed, der står for uddele disciplinære straffe. Rigspolitiet har været “yderst positiv og samarbejdsorienteret,” lyder det.

Alvorlige hændelser og handlinger, som nærmer sig straffesager, eller de helt bagatelagtige episoder er ikke kandidater til mægling.

– Det kan være tilfælde med uhøflig behandling i tilspidsede situationer, for eksempel med ord eller råb eller bemærkninger, som kan opfattes som racistiske, forklarer Elisabeth Mejnertz.

I Politiforbundet er formand Claus Oxfeldt skeptisk.

– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at ret mange af mine medlemmer vil stille op til det. Men jeg vil ikke 100 procent afvise, at det kan give mening i nogle sammenhænge.

Formanden mener, at der er tale om spild af ressourcer – og han ser forsøget som endnu et udtryk for mistillid til betjentene fra Den Uafhængige Politiklagemyndigheds (DUP) side.

/ritzau/