En million kræver stop for Lego-samarbejde med Shell


Arkivfoto


Lego kan ikke tillade sig at have et reklamesamarbejde med Shell, som leder efter olie og gas i Arktis. Det mener en million mennesker verden over.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De kræver, at Lego dropper samarbejdet i stedet for at hjælpe Shell med at sælge benzin. Det skriver Politiken tirsdag.

Miljøorganisationen Greenpeace har siden juli indsamlet underskrifter mod Legos samarbejde med Shell på sin hjemmeside. Mandag rundede antallet af signaturer en million.

Marketingsamarbejdet blev indgået i 2011 og giver Shell ret til at sælge særlige legomodeller af Ferrarier på sine tankstationer. Kampagnen er ifølge avisen tidligere vurderet til at have en pr-værdi for Shell på over 600 millioner kroner.

Lego har lige siden kampagnens start kun givet en enkelt udtalelse i sagen, hvor topchef Jørgen Vig Knudstorp ifølge Politiken har afvist at reagere. Han betragter det nemlig som en sag mellem Greenpeace og Shell.

En ekspert i krisestyring mener, at Lego undervurderer, hvor ondt sagen kan gøre, og at man er nødt til at forholde sig til kritikken meget snart.

– Lego bør overveje meget kraftigt, hvad de kan holde til. Hvis de reagerer nu, kan de stadig komme ud af sagen med den halve ære i behold, siger Jesper Højberg Christensen, der er bestyrelsesformand i kommunikationsbureauet Advice, til Politiken.

Han gætter på, at sagen er kommet som en overraskelse for Lego, der ellers har en stærk etisk og miljømæssig profil.

I den forløbne uge lancerede Shell en ny serie af legomodeller af biler på sine tankstationer i Singapore og Hongkong. De nye modeller af blandt andet formel 1-bilen F138 skal også lanceres i resten af verden.

/ritzau/