Vidne: Bevæbnet morfar gik efter advokaten først


Fogedretten tirsdag


Advokat Anders Lindholt var efter alt dømme den første, der blev ramt, da en 67-årig morfar tirsdag affyrede flere skud i fogedretten i København. Lindholt blev dræbt, og en 31-årig mand alvorligt såret ved skyderiet.

LÆS OGSÅ: Den skuddræbte advokat bliver kørt væk
LÆS OGSÅ: Skuddrab i Københavns Byret: Se skudhullerne
Anklager Martin Stassen fortæller onsdag ved Retten på Frederiksberg, at den dommerfuldmægtig, som var til stede ved det retsmøde, hvor skyderiet foregik, så advokaten blive skudt. Det har dommerfuldmægtigen fortalt til politiet.

Dog har morfaren sagt, at han først skød mod sit barnebarns 31-årige far, som også var til stede i retten.

Efter at det første skud var faldet, flygtede dommerfuldmægtigen ud af retslokalet, og da han lukkede døren, hørte han endnu et skud. Herefter flygtede han ud af retsbygningen og ind i en nærliggende café, hvor han ringede 112.

Dommerfuldmægtigen var i gang med sin tredje arbejdsdag i Københavns Byret. Her havde han netop overtaget en sag fra en kollega, som mente, at den var blevet for personlig.

Hun mente, at morfaren havde opbygget et intenst had til både hende og til advokat Anders Lindholt, fremgår det af hendes forklaring til politiet, som også er blevet læst op i retten.

Sagen drejede sig om et forældrepars strid om et treårigt barn, og morfaren var mødt op til et retsmøde i sagen. Moren selv var ikke med. Ifølge morfaren var hun ved lægen.

Dommerfuldmægtigen afviste at gennemføre retsmødet, og det fik morfaren til at gå grassat.

Først hidsede han sig op på advokat Anders Lindholt, som han ifølge dommerfuldmægtigen talte grimt til. Konfrontationen kulminerede med, at morfaren tog en oversavet riffel frem fra en taske og skød Anders Lindholt, som sad i sin stol.

De retsmedicinske undersøgelser har efterfølgende vist, at Anders Lindholt blev ramt af flere skud.

Sagens andet offer, som er far til det treårige barn, blev også ramt af flere skud. Han blev alvorligt såret, men ifølge politiet er han uden for livsfare.

/ritzau/