Hashrygende unge dropper ud af erhvervsuddannelser


Hash-hunde og misbrugskonsulenter er rykket ind på landets ungdomsuddannelser. Det sker i erkendelse af, at elevernes forbrug af hash er blevet en væsentlig årsag til frafald.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge en rapport fra Center fra Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet er problemet størst på erhvervsuddannelser, hvor omkring 10 procent af eleverne har et regelmæssigt forbrug af hash.

– Vi kan ikke kigge væk og benægte, at hash i dag er en del af nogle elevers hverdag. Det er blandt visse grupper af unge mere legitimt at ryge hash end tidligere.

– Vi har klare regler, vi gør eleverne opmærksomme på. De må vælge mellem hashen eller skolen, siger Ulrik Bak Nielsen, der er udviklingschef på Københavns Tekniske Skole, til avisen.

Ungdomsforsker Birgitte Simonsen har undersøgt brugen af hash på ungdomsuddannelser.

Hendes konklusion er, at hash er en del af forklaringen på omkring hver andet frafald på uddannelserne, og at fem til 10 procent af alle elever ryger hash i et omfang, så det påvirker deres skolegang.

– Hash er et overset problem på ungdomsuddannelserne. Det bliver ikke taget alvorligt nok i dag. Men faktum er, at hash gør det meget svært at gå i skole. Du kan ikke komme op om morgenen, du kan ikke koncentrere dig, og du kan ikke huske, hvad du har lært, siger hun.

Hash er også en del af hverdagen på VUC, hvor socialrådgivere blandt andet taler med elever om misbrug.

Også formanden for gymnasierektorerne, Anne-Birgitte Rasmussen, genkender udviklingen:

– Vi er blevet mere opmærksomme på hashforbrug, og jeg er overbevist om, at hash fører til frafald, siger rektorformanden, som vurderer, at der kan sidde en eller to elever i hver klasse, der har et hashmisbrug, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/