Forskere kritiserer skarpt kortlægning af ekstremisme


Danske syrien-krigere som er efterlyst for terrorvideo på YouTube


To og et halvt års forskningsarbejde med at kortlægge ekstremistiske og antidemokratiske grupper i Danmark er nærmest ubrugeligt, lyder den usædvanlige kritik af den længe ventede rapport, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) publicerede tirsdag. Det skriver Politiken.

Kortlægningen er en del af regeringsgrundlaget fra 2011, og rapporten skal danne baggrund for regeringens kommende handleplan mod radikalisering. Ifølge flere ekstremismeforskere er rapporten dog nær ubrugelig, fordi den bygger på et spinkelt datagrundlag og i bedste fald tegner et øjebliksbillede, som allerede var forældet ved offentliggørelsen.

– De problemer, der er i denne her rapport, er så graverende, at vi er nødt til at gøre opmærksom på dem. Vi mener ikke, at rapporten opfylder kriterierne for at være god forskning, siger Ann-Sophie Hemmingsen, ekstremismeforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), til Politiken.

Sammen med kollegaen Tobias Gemmerli, der også forsker i ekstremisme og radikalisering, offentliggør hun en stærkt kritisk kommentar på DIIS’ hjemmeside torsdag.

Særligt metoden vækker undren, og når det kommer til dem, som rent faktisk er en del af de undersøgte miljøer, er empirien begrænset – rapportens forfattere har talt med tre personer fra “det venstreorienterede miljø”, syv fra “det højreorienterede miljø” og 11 fra det islamistiske miljø.

– Det er metodisk set helt uigennemskueligt. Hvem er eksempelvis de “venstreorienterede”, som man har talt med? Hvilken indsigt har de haft? Det er uvidenskabeligt og decideret bekymrende, hvis sådan en rapport får lov at stå uimodsagt, siger Tobias Gemmerli til Politiken.

I rapporten konstaterer SFI, at det islamistiske parti Hizb ut-Tahrir “ikke er identificeret vest for Storebælt”, og at den yderliggående salafistiske gruppe Kaldet til islam ikke rekrutterer krigere til den syriske borgerkrig.

Da Politiken efterprøvede dette, tog det få minutter at lokalisere et tocifret antal aktive Hizb ut-Tahrir-medlemmer i Aarhus, mens der på YouTube ligger flere videoer, hvor ledende figurer i Kaldet til islam opfordrer danske muslimer til at drage i krig i Syrien.

/ritzau/