En af Danmarks rigeste mænd døde i helikopterstyrt


Den 52-årige milliardær Michael Henriksen fra Farum er blandt de fire dræbte efter et helikopterstyrt fredag i Kattegat. Selskaberne i MH Gruppen, der var Michael Henriksens firmaer, bekræfter, at det var ejeren, som var med i den forulykkede helikopter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Michael Henriksen var ifølge Frederiksborg Amts Avis far til tre børn. Han voksede op i Farum, hvor han investerede i sin første lastbil som 20-årig.

Siden udbyggede han sine forretninger til en række virksomheder blandt andre City Container i Farum, Farum Sten & Grus i Lynge, og Norrecco A/S.

Den samlede virksomhed Michael Henriksen Holding kunne i sidste regnskabsår værdisættes til 1,8 milliarder kroner, og milliardæren var ifølge BT storsponsor for det lokale superligahold FC Nordsjælland.

LÆS OGSÅ: To sjællandske mænd er blandt dræbte i helikopterstyrt
LÆS OGSÅ: Helikopter er styrtet ved Røsnæs: To omkomne
En anden af virksomhedsgruppens medarbejdere, Morten Friis, er også blandt de omkomne, oplyser MH Gruppen i en pressemeddelelse.

– I disse dage arbejder vi alle på at få samlet os om at give al støtte og hjælp til familien og til alle de kolleger, der chokeret har fået nyheden om Michael Henriksens og Morten Friis’ alt for tidlige død, skriver bestyrelsen, der nu vil arbejde for at sikre alle job i virksomhedsgruppen.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis er de to andre omkomne identificeret som administrerende direktør Søren Wettergreen fra Espergærde samt salgschef Mark Jacobsen fra Volvo Truck Center Danmark.

En af de fire omkomne er dog ikke fundet. Eftersøgningen i Kattegat blev indstillet fredag aften ved 22-tiden og er ifølge Søværnets Operative Kommando ikke genoptaget.

Den lille helikopter, som ifølge flere medier var ejet af Michael Henriksen selv, var på vej fra Sjælland til Samsø på en privat flyvning, da den af ukendte årsager styrtede i havet mellem Røsnæs og Samsø.

Allerede kort efter ulykken blev to af mændene fundet omkomne, mens en omfattende eftersøgning blev sat i værk for at finde de sidste to. Fredag aften blev en tredje mand så fundet død, og siden har den fjerde været meldt savnet.

Det er nu op til Havarikommission om muligt at fastslå årsagen til ulykken.

/ritzau/