Arkivfoto
Tirsdag valgte en dommer ved Retten i Aarhus at løslade en 24-årig mand, som anklagemyndigheden i Østjylland har sigtet for drabsforsøg. Nu er han anholdt igen.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt
– Efterforskningen har bragt nye oplysninger frem, så mistankegrundlaget er blevet styrket, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi.
Manden er mistænkt for at have stukket en 19-årig mand ned med en kniv. Den 19-årige blev mandag aften fundet liggende i krydset mellem Paludan Müllersvej og Vestre Ringgade i Aarhus.
Ved grundlovsforhøret tirsdag bestemte retten, at to andre mænd skulle varetægtsfængsles i sagen, som også indeholder en skudepisode.
Skyderiet skete mandag aften et stykke tid efter knivstikkeriet på Rundhøj Allé i Højbjerg.
Her blev der skudt efter en mand, som har fortalt til politiet, at han er i familie med offeret for knivstikkeriet, og at han var taget til Rundhøj Allé for at lede efter gerningsmændene til knivstikkeriet.
Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at den 19-årige mand, der var offer for knivstikkeriet, mistede så meget blod, at han en overgang var i livsfare.
Den 24-årige mand, som nu er blevet anholdt igen, skal i løbet af torsdag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her vil anklagemyndigheden endnu en gang bede retten om at varetægtsfængsle manden.
Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen af hensyn til den videre efterforskning.
/ritzau/