Arkivfoto
Der blev i går, søndag den 31. august 2014 indenfor 25 minutter i tidsrummet mellem kl. 2015 og kl. 2041, forøvet fem røverier på Vesterbro mod kiosker og andre mindre dagligvareforretninger. Det var hurtigt politiets formodning, at der var tale om en og samme gerningsmand.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre
I alle fem tilfælde kom gerningsmanden ind i forretningen og truede personalet med en flaske til at udlevere penge, hvilket dog kun lykkedes i to af tilfældene. Det samlede udbytte blev nogle få hundrede kroner og ingen personer kom til skade.
Røverigruppen ved Lokal Efterforskning på City har gennemført en grundig efterforskning her til formiddag med sammenstykning af signalement, indhentning af overvågning og vidneafhøringer.
-Med baggrund i den hurtige og målrettede indsats lykkedes det dags dato kl. 11.15 at anholde den formodede gerningsmand på Vesterbro, udtaler leder af efterforskningen, politiassistent Karina Christensen.
Politiet anser med anholdelsen alle fem røverier for fuldt opklarede.
Den anholdte vil i morgen blive fremstillet i Dommervagten med anmodning om varetægtsfængsling.