DUMT! – Lavede rambuktyveri mod ulåst butik


Arkivfoto

OK-tanken på Bredgade i Karup blev lidt i seks mandag morgen udsat for forsøg på rambuktyveri.

- Mændene brugte en stor Mercedes til at skubbe en træpalle gennem indgangsdøren til forretningen. Men de to would-be tyveknægte havde slet ikke behøvet at brække døren op - den var nemlig slet ikke låst, fortæller fra Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt og Vestjyllands politi ifølge TV Midtvest.

Da gerningsmændene trådte ind i butikken efter at have smadret indgangspartiet, møder de ejeren, der er ved at gøre klar til at åbne sin forretning.

- De truer hende til at forlade butikken, men det er hun ligeglad med. I stedet truer hun dem med at ringe til politiet, hvorefter mændene tager flugten, forklarer vagtchefen.

Den sølvblå mercedes CLS 500, de brugte til at bryde butiksdøren op, var få timer tidligere blevet stjålet på Fasanvej i Nykøbing, og politiet leder nu efter både mænd og bil.

- Bilen blev her til morgen sidst set i retning mod Aarhus. Vi håber, at nogen måske kan have set den på deres færden, og så hører vi meget gerne fra dem, siger Henrik Nielsen.

Den sølvblå mercedes var, da den blev stjålet, udstyret med en prøvenummerplade med cifrene: CG 51 81. Ifølge politiet kan nummerpladerne dog nemt være skiftet ud.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.