Israel nedskyder syrisk drone over Golan


Arkivfoto


Israel har søndag skudt en drone ned over Golanhøjderne, oplyser den israelske hær i en skriftlig udtalelse.

LÆS OGSÅ: Iran: Vi har skudt israelsk drone ned
Luftforsvaret har “succesfuldt” opsnappet et ubemandet luftfartøj, som overskred israelsk luftrum over grænsen til Syrien, skriver hæren i udtalelsen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nedskydningen sker efter stigende spændinger på den FN-kontrollerede grænse mellem Israel og Syrien i de strategiske Golanhøjder.

Der har været voldsomme kampe mellem den syriske hærs tropper og oprørere fra al-Nusra-gruppen med forbindelser til al-Qaeda over weekenden, og kampene er gået ind over bufferzonen, som skiller Syrien og det Israelskbesatte område ad.

Det har også betydet kampe mellem oprørerne og FN-styrkerne i området. 44 FN-styrker fra Fiji blev torsdag holdt tilbage på den syriske side af Golanhøjderne af al-Nusra. Fijis hær meddeler søndag, at den prøver at få gang i forhandlingerne om at få dem frigivet.

Mere end 70 filippinske tropper er kommet i sikkerhed, efter at de har været belejret af oprørerne med forbindelse til al-Qaeda et andet sted på frontlinjen.

Israel besatte 1200 kvadratkilometer af Golanhøjderne under Seksdagekrigen i 1967 og annekterede det i 1981. Teknisk set har Israel og Syrien siden da været i krig.

Der har været FN-styrker ved grænsen siden 1974, da Israel og Syrien indgik en våbenhvileaftale.

/ritzau/