Skybrud lammer Hovedstadens togtrafik


Et voldsomt skybrud i hovedstadsområdet natten til søndag giver store problemer for både tog og metro.

LÆS OGSÅ: Desperate bilister ringede 112: Blev reddet fra vandmasserne i sidste øjeblik
LÆS OGSÅ: Bilister fanget under vandmasserne i København
Ifølge Banedanmark kører der ingen tog mellem Østerport Station og Hellerup Station på grund af vandmasserne. Østerport Station og tunnelen ved Svanemøllen står under vand.

– Banedanmark har fire kraftige specialpumper, som er på vej til områderne ved Svanemøllen og Østerport Station for at starte arbejdet med at pumpe vandet væk fra baneområderne, oplyser Banedanmark.

Flere S-toglinjer kører ikke efter planen på grund af oversvømmelser flere steder på banen. Der er store ændringer på linje A, B og C, oplyser DSB.

Der er indsat togbusser i rutefart mellem København og Hellerup med stop ved Nørreport og Østerport. Banedanmark er sammen med Beredskabsstyrelsen ved at danne sig overblik over skaderne.

Også metroen har store problemer efter nattens skybrud. Der kører ingen metrotog mellem Nørreport Station og Christianshavn og mellem Christianshavn og Vestamager. Den øvrige drift er stærkt uregelmæssig, oplyser Københavns Metro.

– Vi har teknikere på vej, men kan desværre på nuværende tidspunkt ikke give en tidshorisont. Det anbefales at søge alternative transportformer, lyder det på metroens hjemmeside.

Der vil ikke blive indsat metrobusser, oplyser Københavns Metro.

Københavnere, som overvejer at starte bilen eller tage en taxa i stedet for at tage toget, skal nok holde sig orienteret om trafikken. Flere steder er vejene fortsat oversvømmet, hvilket kan give problemer for trafikken.

/ritzau/