Esbjerg-manden igen dømt for overgreb på børn


Arkivfoto


Den mand, der kendes som Esbjerg-manden, er onsdag igen blevet fundet skyldig i grove overgreb på børn.

Like localeyes.dk på Facebook

Retten i Glostrup har idømt ham fængsel i to år og seks måneder, skriver ekstrabladet.dk.

I november 2011 blev den nu 43-årige mand idømt fængsel i syv år for overgreb på otte børn. Sagen vakte stor opsigt – og i omtalen blev der fokuseret på de sociale myndigheders manglende indsats.

Familien flyttede en del rundt, og forbrydelserne skete i Hvidovre, på Lolland og i Esbjerg.

De misbrugte var under 12 år.

I den sag, som er afgjort onsdag i Glostrup, er et af ofrene igen datteren.

Der er tale om overgreb, som hun ikke i første omgang havde forklaret om, og som hun oprindeligt havde fortrængt, skriver ekstrabladet.dk.

Forbrydelserne skal være begyndt for 12 år siden – da datteren var fire år.

Ifølge anklageskriftet tog han blandt andet kvælertag på datteren og slog hende i ansigtet og på kroppen i forbindelse med de seksuelle overgreb.

Overgrebene stod ifølge anklagemyndighedens påstand på frem til 2009.

Desuden drejede sagen sig om voldtægt af en dengang seksårig pige, som ikke var hans egen datter.

Under sagen har den 43-årige nægtet sig skyldig.

/ritzau/