Cykelhandler stukket ned på Amager


Arkivfoto


En 46-årig mand blev mandag aften stukket i maven af to mænd, der opsøgte ham på hans arbejdsplads i en cykelhandel på Amagerbrogade i København.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den sårede mand er kørt på sygehuset, hvor lægerne melder, at han er uden for livsfare.

Politiet leder efter gerningsmændene, der muligvis kører rundt i en bil af mærket Audi, oplyser den centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen, Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen af knivstikkeriet kort efter klokken 18 mandag aften.

To mænd havde opsøgt den 46-årige på hans arbejdsplads og afkrævet ham et pengebeløb.

– Da han nægtede at betale, stak de ham i maven én gang lige uden for cykelhandlen, siger Kenneth Jensen.

Den 46-årige har forklaret, at han kender den ene af de to mænd, der mistænkes for knivstikkeriet.

Der er tale om en 23-årig mand, som politiet nu leder efter.

Mændene forsvandt fra stedet i en mørk bil, som muligvis er en Audi A6 med tonede ruder, oplyser politiet.

/ritzau/