Kina henretter otte personer for terrorhandlinger


Arkivfoto


Kina har henrettet otte personer for terrorangreb i landet, herunder tre personer, der blev dømt til døden for et angreb ved Tiananmen-pladsen, Den Himmelske Freds Plads, i den kinesiske hovedstad sidste år.

Det statslige nyhedsbureau Xinhua rapporterer, at de otte personer var involveret i flere sager med forbindelse til den nordvestlige Xinjiang-provins, hvor militante separatister ifølge det kinesiske styre står bag en række blodige angreb.

I alt blev syv dømt for angrebet på Den Himmelske Freds Plads, hvor en bil kørte ind i politibetjente og turister på pladsen i det centrale Beijing i oktober 2013. Herefter brød bilen i brand foran den nordlige port på Tiananmen-pladsen.

To turister og de tre personer i bilen blev dræbt ved angrebet. Føreren af bilen og de to passagerer tilhørte den etniske gruppe uighurerne.

De tre hovedgerningsmænd bag aktionen pladsen blev idømt dødsstraffe, og fire andre blev idømt straffe fra fem til 20 år.

Blandt de andre henrettede er flere dømt for at indtage ledende roller i terrorgrupper. En er blevet dømt for at angribe politiet i 2013, mens en anden blev dømt for blandt andet at have dræbt “en uskyldig civil” i 2013 ifølge det kinesiske nyhedsbureau.

Det er ikke oplyst, hvornår henrettelserne fandt sted.

Uighurerne er den største etniske gruppe i Xinjiang-provinsen. Mange af dem er muslimer, der føler sig undertrykt af restriktionerne mod deres kultur og religion.

Ifølge det kinesiske styre er en række terrorangreb i det forgangne år blevet i provinsen begået af en voldelig separatistbevægelse, der er drevet af religiøs ekstremisme og udenlandske grupper.

Omvendt peger flere kritikere på, at sikkerhedstruslen i Xinjiang bliver overdrevet for at retfærdiggøre myndighedernes hårde linje.

I juni blev 13 personer henrettet for deres medvirken i terrorangreb med forbindelse til Xinjiang-provinsen.

/ritzau/AFP