Modelfoto
Sagen fra Rigshospitalet om hjertelægers misbrug af forskningsmidler breder sig.
På Gentofte Hospitals hjerteafdeling har overlæger med cheferne i spidsen brugt forskningsmidler til at betale for sommerfester og julefrokoster til over 100.000 kroner.
Samtidig er der betalt for en middag for ni personer på den tostjernede Michelin-restaurant Geranium til 16.902 kroner, svarende til en kuvertpris på 1878 kroner, skriver Jyllands-Posten.
Ansattes deltagelse i maratonløb i København og Berlin og anskaffelse af en Montana-reol med indbygget køleskab til 13.000 kroner er også blevet betalt med forskningsmidler.
Avisens gennemgang af tusindvis af udgiftsbilag fra hjerteafdelingen i Gentofte viser, at hospitalets økonomiafdeling har betalt millioner af kroner for blandt andet flyrejser, restaurationsbesøg, vin og kunst uden den krævede dokumentation for, at udgifterne var forskningsrelevante.
– Grænserne for, hvad forskningsmidler bruges til, er skredet og trænger i den grad til at blive strammet op. Det er jo ikke et tag selv-bord, siger Leila Lindén, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Region Hovedstaden.
De nye oplysninger kommer, kort før at revisorer senere i denne måned ifølge planen afleverer en undersøgelse til regionen om netop Gentofte-hjertelægernes brug af forskningsmidler.
Gentofte Hospitals direktør, Eva Zeuthen Bentsen, og de fleste af hendes hjertelæger vil ikke udtale sig, men tidligere chef for forskningen på hospitalets hjerteafdeling professor Christian Torp-Pedersen forsvarer sine økonomiske dispositioner.
– Alle udgifter er afholdt for at fremme forskningsgruppens arbejde, siger han til avisen.
Med visse undtagelser mener juraprofessor Lars Bo Langsted, at lægernes brug af forskningsmidler har været i orden.
/ritzau/