Politifoto
Politiet efterlyser en 39-årig mulig gerningsmand til et voldeligt overfald, hvor en ung kvinde omkring midnat natten til lørdag blev stukket med en kniv i maven i Asta Nielsen Strædet i Valby i København.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Manden hedder Gunasekar Narayanan, er indisk af udseende, omkring 175 centimeter høj, spinkel af bygning og var på gerningstidspunktet iført mørke løse bukser, en mørk jakke og bar en sort kasket.
Politiet betragter ham som utilregnelig og opfordrer derfor borgere til at undgå kontakt med manden. I stedet kan man rette henvendelse til politiet på telefonnummer 114.
Tidligere lørdag ville politiet ikke komme med detaljer om, hvad politiet bygger sin mistanke mod manden på.
Det var en 25-årig kvinde, som ved midnatstid tilsyneladende helt umotiveret fik jaget en kniv i bugen af gerningsmanden.
Kvinden var på vej hjem fra en fest, da hun blev overfaldet.
I løbet af natten blev kvinden opereret, og lørdag morgen lød meldingen fra politiet, at hun er uden for livsfare.
Politiet arbejder ud fra en formodning om, at gerningsmanden er den samme mand, som tidligere fredag aften stod bag et andet overfald.
I den situation gik det ud over to piger på Valby Langgade, som stødte sammen med manden, der kom trækkende med sin cykel. Det fik manden til at stikke den ene af pigerne en lussing.
Sammenhængen mellem de to episoder bygger politiet til dels på signalementet af gerningsmanden.
/ritzau/