Evakuerede beboere kan vende hjem i dag


Nørrebro d.20 august


Cirka 50 beboere fra en ejendom på Nørrebro i København får nu grønt lys til at vende tilbage til deres lejligheder. Det oplyser Metroselskabets udviklingschef, Hanne Tærsbøl Schmidt, til Ritzau.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Bygningen har været evakueret siden natten til onsdag på grund af mistanke om sætningsskader i forbindelse med metrobyggeriet i området.

– Bygningen er blevet undersøgt i alle ender og kanter, og den er i lige så god stand, som den var før, fortæller Hanne Tærsbøl Schmidt.

– Så den gode nyhed er, at den nu er blevet frigivet, så alle beboere kan vende hjem, lyder det fra udviklingschefen.

LÆS OGSÅ: Frygter ejendom styrter sammen: Beboere evakueret ved metro-byggeplads

Hun har under forløbet været ansvarlig for kontakten til beboerne fra Metroselskabets side.

– De har taget det beundringsværdigt roligt. Det er selvfølgelig ikke rart at blive bedt om at forlade sit hjem, men vi har haft en god dialog hele vejen igennem, siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

De udgifter, som de evakuerede beboere har haft i de forgangne dage på grund af evakueringen, vil blive refunderet.

LÆS OGSÅ: Jordskred ved metro: 51 mennesker fortsat evakueret

– Alle udgifter undervejs afholder vi selvfølgelig. Hvis nogen har haft udgifter til hotel, så betaler vi det, og hvis nogen har haft brug for at købe tøj, så betaler vi det, siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Ifølge udviklingschefen har cirka halvdelen af beboerne valgt at flytte på hotel under evakueringen, mens den anden halvdel har boet hos familie eller venner.

Evakueringen skete, efter at der natten til onsdag skred noget jord ud under fundamentet på ejendommen. Indsatslederen fra Københavns Brandvæsen vurderede, at der var risiko for sammenstyrtning, og alle beboere måtte forlade bygningen.

Siden har byggetekniske eksperter gennemgået ejendommen, og der er foretaget prøveboringer, for at sikre at bygningen står solidt på grunden.

/ritzau/